En skole for alle
Rummelighed, inklusion, elevdifferentiering…
Kært barn har mange navne og mange forskellige funktioner.
Den danske folkeskole er rummelig og skal være det. Det er folkets skole. Politisk har man også besluttet, at sådan skal det være. Det står i Menneskerettighedserklæringen, Salamanca-erklæringen og sågar i skoleloven.
Der hersker derfor ingen tvivl om, at sådan er det.
Men hvad betyder det at være rummelig?
Lærerne har gennem længere tid oplevet, at politikerne / forvaltningerne i Faxe og Vordingborg kommuner forventer, at skolerne rummer flere og flere elever, der har brug for personer med specielle kompetencer til at løse de mangeartede, hastigt stigende opgaver, der er i folkeskolen i dag. Desværre sendes der ikke de nødvendige ressourcer med til løsning af opgaverne.
Kort kan man sige, at rummelighed fra at være en del af et menneskesyn bliver et dække for økonomiske nedskæringer.
Besparelser, camoufleret som noget af værdi for hverdagen i folkeskolen.
Hvad er virkeligheden så?
Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg har gennemført en undersøgelse af, hvordan lærerne opfatter hverdagen på skolerne.
Se resultaterne her for Faxe Kommune
Se resultaterne her for Vordingborg Kommune
Lærerne blev spurgt om, hvor ofte de synes, det er muligt at gennemføre undervisningen, så alle elever får den rette undervisning.
Hertil svarer knap 40 procent af lærerne, at det lykkedes sjældent eller aldrig. Når de så bliver spurgt videre om, hvad årsagen er til, at nogle elever ikke får det undervisningstilbud, de har behov for, er svarene, at der mangler støttetimer, specialundervisningstilbud og at der er elever, der burde have et helt andet undervisningstilbud. Lærerne synes også, at de mangler efteruddannelse for at kunne rumme alle elever.
”Det er umådelig vanskeligt at rumme og undervise alle elever ud fra deres specifikke behov og forudsætninger i en klasse, hvor der er 24-25 elever og en lærer.” Lyder et af udsagnene.
Hvordan er det at være elev i skolen, når så mange lærere føler, at det aldrig eller sjældent lykkes at gennemføre undervisningen, så alle elever får det rette tilbud?
Klassen er den grundlæggende organisationsform med fleksible grupperinger. I skolen skal der være dialog og medbestemmelse, så eleven bliver medspiller i egen læring.
”Det er frustrerende, at vi i kommunen har så få ressourcer til at hjælpe de svage børn. Vi står ofte med opgaven selv i klassen, og det er de andre elever, der må vente på, at vi får tid til dem,” skriver en lærer i undersøgelsen.
”Der mangler i den grad timer til specielundervisning og AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel). Der er mange børn, der ikke får den rette undervisning.” lyder det fra en tredje lærer.
Hvilke redskaber får lærerne så, så de kan klare disse udfordringer, de står over for?
Flere elever i klassen, flere elever med behov for støtte både fagligt og socialt, ingen deletimer, ingen to-lærerordninger, færre og færre ressourcer til specialundervisning, manglende efter-videreuddannelse og ind i mellem ansættelses- og indkøbsstop. Det er vel ikke netop brugbare redskaber.
For at få inklusionen til at lykkes, skal hele skolen geares til at klare udfordringen, men visionerne kan naturligvis strande på manglende økonomiske muligheder. Hvis der mangler resurser til lærertimer, specialundervisning og efteruddannelse af lærere, harmonerer det ikke med Salamanca-erklæringens politiske krav.
På alle skoler i Vordingborg og enkelte i Faxe har man de sidste år arbejdet efter LP-modellen, hvis formål er at skabe et læringsmiljø, der giver gode betingelser for social og faglig læring hos alle elever.
”Jeg ser LP-modellen som noget positivt, men desværre bliver den også brugt som en lappeløsning til større rummelighed, uden fokus på pladsmangel, materialemangel og lærerressourcer.” Lyder det fra en lærer.
Børn med særlige behov bliver pædagogisk og psykologisk vurderet, deres behov for særlig støtte bliver beskrevet, og de bliver indstillet til den optimale specialpædagogiske indsats.
Flot, men i virkelighedens verden ser det anderledes ud. Her tager en uetisk rummelighed over og rummeligheden bliver et administrativt dikteret indsatsområde med slet slørede økonomiske motiver.
”Hvor lang tid går der i gennemsnit fra en elev indstilles til udredning hos PPR til elevens udredning afsluttes?” lyder et af spørgsmålene i undersøgelsen.
I de to kommuner svarer henholdsvis 61 % og 40 %, at det tager over 6 måneder. Det må vel siges at være lang tid for den elev, der ikke får det rette tilbud.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har netop gennemført en undersøgelse blandt PPR-psykologer, forældre til elever i den vidtgående specialundervisning og casestudier i 6 kommuner. Denne undersøgelse understøtter lærernes oplevelser af at der i mange klasser sidder elever, der kunne have været indstillet til udredning hos PPR. Når man så spørger lærerne hvorfor disse elever ikke er indstillet er svarene at der mangler ressourcer i skolevæsenet. 92 % af psykologerne vurderer, at kommunens økonomi har betydning for, hvilket undervisningstilbud eleven modtager. 76 % af forældrene finder, at det tog for lang tid for skolen at få barnet indstillet til specialundervisning.
Verden er i virkeligheden ikke som det idealbillede politikerne prøver at opbygge.
Rummeligheden bliver i de enkelte klasser den laveste fællesnævner. Eleven og klassens øvrige elever og lærerteamet bliver taget som gidsler i et umoralsk spil om manglende ressourcer og beslutningstagernes manglende vilje til at sikre rummelighed med kvalitet, så det bliver inklusion i positiv forstand.
Lærerforeningen bakker op om den rummelige skole i vore to kommuner, men der er betingelser, der skal være i orden og i den nuværende situation ændres.
Der skal være balance mellem opgaven og de ressourcer der stilles til rådighed. Det gøres i samarbejde med skolens lærere. Lyt til dem, de ved hvor skoen trykker.
Inklusion er, når der er balance mellem hensynet til den enkelte, uden at fællesskabet skal betale prisen.
En normal udvikling stimuleres bedst i et normalt miljø – derfor er arbejdet med at støtte de ansatte i skoler og institutioneri at udøve en inkluderende pædagogik så væsentlig. At skabe rummelighed er en opgave for de professionelle.
Tror man ikke 100 procent på inkluderingen - såvel ideologisk som økonomisk - vil den ikke lykkes.
